At gå til præst..

Konfirmationsundervisningen i Allehelgens Kirke og Sundkirken retter sig mod 7. klassetrin.
Forløbet begynder med velkomstgudstjeneste medio september i begge kirker og varer frem til konfirmationerne i foråret.
I undervisningen lærer vi selvfølgelig om kristendom og kirkeliv, men vi bruger rigtigt meget tid og krudt på at tale om de største ting i livet. Livet selv, kærligheden, venskaber, død, tilgivelse og fællesskaber. Hvorfor er vi er, og hvad skal vi med hinanden?
Undervisningen er ikke rettet mod bestemte svar, men nærmere mod, at de unge får mulighed for at tænke og reflektere over, hvad der skal fylde i lige præcis deres liv.
Man er meget velkommen til at følge undervisningen, selvom man ikke ved, om man vil konfirmeres. Sådan kan man træffe sit valg på en mere afklaret måde.

Hvem kan blive konfirmeret?

Da konfirmationen er en bekræftelse af dåben, skal man være døbt før selve konfirmationen.
Hvis du ikke er døbt, kan du blive det i løbet af året. Der er altid nogle, som endnu ikke er døbt men bliver det i løbet af konfirmandforløbet.

Tro?

Der er ikke nogen, der siger, at man skal tro på en bestemt måde. Konfirmationen er ikke en tros-eksamen. Tro er tillid – men beviser får vi aldrig. Der er heller ikke nogen, der kan eller skal svare på, om man er meget eller lidt kristne. Vi bliver en del af det kristne fællesskab i dåben, hvor vi får at vide, at Gud knytter sin kærlighed til os for altid. I konfirmationen bekræfter Gud dette løfte, og konfirmanden giver også sit eget ja til dåben og til at blive ved at have Gud med i sit liv.